Planning poker skaber dialog i projektgruppen - Peak Consulting Group

Planning poker

Dialog i projektgruppen

Planning poker

Planning poker skaber dialog i projektgruppen

Engagementet og indsatsen vil altid variere i en projektgruppe, derfor kan det være en stor mundfuld at planlægge og estimere i fællesskab.

 

Heldigvis er der hjælp at hente med planning poker.

Projekter igangsættes som regel, fordi noget nyt skal skabes eller noget eksisterende forandres.

Allerede i projektets planlægnings- og specifikationsfase er en projektnedbrydning aktuel for at få en fornemmelse af projektets scope så tidligt som muligt.

Uanset størrelsen rummer et projekt altid forskellige elementer, der kræver blandede hensyn, hvorfor det er nødvendigt at nedbryde projektet i forskellige dele.

Blandt de mest anvendte metoder i den forbindelse er en aktivitetsbaseret nedbrydning (WBS) eller en produktnedbrydning (PBS).

PBS definerer i høj grad, hvor projektet skal hen, og WBS, hvordan det kommer derhen.

Hvordan kommer vi videre?

Arbejdet går for alvor i gang, når projektnedbrydningen er gennemført, og opgaverne er uddelt blandt projektdeltagerne.

Her er det vigtigt, allerede fra start af, at få forventningsafstemt omfanget af projektopgaverne, hvilket planning poker kan hjælpe med.

Planning poker er ikke blot et kortspil forklædt i en lille kvadratisk æske, men derimod et fremragende værktøj til at påbegynde en dialog om estimering.

Metoden er simpel og effektiv; spillet starter med, at projektlederen fremlægger opgaverne.

Derefter får hver projektdeltager et sæt kort, som i stedet for ruder og klør er markeret med tallene fra 1-10.

Ud fra tallene 1-10 vurderer og estimerer de, i al fortrolighed, hvor lang tid det bør tage at løse den givne opgave.

Derefter indsamles kortene, og projektdeltagerene med det højeste og laveste estimat begrunder deres valg.

Den proces gentages indtil, der er skabt konsensus om estimeringen.

Metoden om planning poker

Planning poker er en agil estimeringsmetode, som minder meget om delphi-metoden.

Spillet tvinger på ”legende vis” aktivt folk til at bidrage i dialogen og planlægningen af de forskellige opgaver, der skal udføres.

Metoden sikrer, at alle projektdeltagere kommer på banen, så der dannes et realistisk overblik over, hvad de involverede parter hver især kan og er villige til at bidrage med, herunder hvad der forventes af hinanden indbyrdes.

Estimering handler ikke om at gætte sig frem, men om at skabe en forudsætning ud fra de erfaringer som man hver især besidder.

 

Den endelige plan står dog først sin test, når estimeringen overgår til en egentlig kalenderudrulning.

Først her bliver det klart, om estimeringen holder vand, og om planen fungerer i praksis.

Der er dog en god chance for, at den estimerede plan holder, hvis projektgruppen har lagt alle kort på bordet og delt deres erfaringer, for så opstår der sjældent overraskelser, som forstyrrer planen.

I bogen Projektlederens Formelsamling kan du læse mere om både planning poker, Delphi-metoden, produktnedbrydning og andre værktøjer, som er en del af projektlederens værktøjskasse.