Projektlederens formelsamling: Lommekniven alle projektledere har brug for - Peak Consulting Group A/S

Projektlederens formelsamling: Lommekniven alle projektledere har brug for

Peak Consulting Group A/S»Artikler»Projektlederens formelsamling: Lommekniven alle projektledere har brug for

Projektlederens formelsamling: Lommekniven alle projektledere har brug for

Som projektleder skal du både kende projektets kerne, tidsestimere på fornuftig vis og sikre en konstruktiv dialog. Der er meget at holde styr på, derfor kan det være rart med et opslagsværk, hvor man kan søge svar, når tvivlen melder sin ankomst.

 

Det er et krav, at man som projektleder er i stand til at mestre en lang række kompetencer og værktøjer. Dog er den helt store kunst at kunne vurdere, hvornår kompetencerne hver især skal anvendes. Netop det forsøger Henrik Timm at overskueliggøre i bogen Projektlederens Formelsamling.

En bog han selv beskriver, som den lommekniv alle projektledere har brug for, og det er der en helt klar grund til: ”Idéen med bogen er, at den skal bidrage og inspirere til løsninger – præcis som den klassiske røde lommekniv kan. Den har hjulpet mig mange gange på mine rejser som interrailer rundt i Europa, da jeg var ung og uden mange erfaringer”, siger Henrik Timm.

Projektlederens lommekniv

Lommekniven kunne altid hjælpe, når udfordringer skulle klares. Den kunne klippe, skrue, save, skære, åbne og bruges til ting, som den ikke var designet til – den kunne kort sagt hjælpe og inspirere til løsninger,” siger Henrik Timm.

Den lille røde lommekniv syner ikke af meget, men byder på en bred vifte af værktøjer, dog har den kun værdi, hvis ejeren har kendskab til dens funktioner og er i stand til at vurdere, hvornår de forskellige værktøjer bør anvendes både enkeltvis og i samspil.

Henrik Timm har udviklet Projektlederens formelsamling i samarbejde med forfatteren Bjarne Kousholt. Hensigten med bogen var at skabe et opslagsværk til projektlederen. Selve formatet er designet, så der er mulighed for at tilføje egne noter i bogen, på den måde kan ejeren gøre den til en personlig formelsamling.

”I kampens hede handler det om at skabe effekt. Og der kan Projektlederens formelsamling være en nyttig hjælper at have ved hånden.”, lyder det fra Fagbladet Dansk Projektledelse.

Du kan læse anmeldelsen her.

Bogens indhold

Projektlederens formelsamling henvender sig til folk, der på forhånd har erfaring med projektverdenen, men efterlyser inspiration i form af værktøjer. I bogen beskrives forskellige værktøjer og metoder, der er brugbare til at få styr på projektets centrale elementer samt til inspiration for projektlederen i den ledelsesmæssige rolle og funktion.

Bogen er inddelt i tre områder med viden fra certificeringsordninger PRINCE2, PMI og IPMA. Første del har fokus på at sætte rammen om projektet med henblik på at opnå en forståelse og indsigt i projektets kontekst. Her fremhæves disse værktøjer:

  • Projektets elementer
  • Projekttrekanten
  • Projektmodeller
  • Projektets omgivelser og rammer
  • Projektets kompleksitet
  • Projektledelsens rutediagrammer

Kompleksitetsmodel

Projektets kompleksitetsmodel er en model, der på under 5-6 minutter gør projektdeltageren i stand til at forholde sig til projektet. Her skabes udgangspunktet for en struktureret dialog om projektet.

En dialog, som eksempelvis er mulig på et styre- eller projektgruppemøde, og som suppleres af en gennemgang af de enkelte deltagers kompleksitetsvurdering af projektet. Det skaber ofte opmærksomhed omkring områder af projektet, hvor deltagerne vurderer betydningen forskelligt, eksempelvis om antallet af interesserenter er stort eller lille, eller om projektets formål har en vigtig strategisk betydning.

Anden del har fokus på projektets processer og kommer med en lang række modeller og metoder, som projektlederen kan anvende til at sikre, at projektet kører efter planen.

Tredje og sidste del omhandler mennesker og ledelse og stiller skarpt på, hvordan du som projektleder sikrer, at hovedpersonerne i din projektgruppe er i topform.

I Projektlederens formelsamling kan du læse meget mere om de nævnte værktøjer. Er du projektleder, vil du med stor garanti opleve at formelsamlingen bliver din ven, ligesom at den lille røde lommekniv blev Henrik Timms ven. Den har været en inspiration i forbindelse med tilblivelsen af Projektlederens formelsamling, for ligesom lommekniven har bogen til hensigt at være en hjælpende hånd og et værktøj, som er anvendeligt for projektlederen, der beskæftiger sig med et fag, som i høj grad kræver, at man selv udbygger på eksisterende tilgange.